Hvad er Ungeministeriet?

Ungeministeriet

Danmark har brug for et ungeministerium. Mange kommuner har allerede ungeforum og ungeråd, og det er i en erkendelse af, at ungeområdet har brug for et særligt fokus. Danmark har både et Børne- og Undervisningsministerium og et Social- og Ældreministerium, som beskæftiger sig med børn- og ældre. På samme måde mener vi, at Danmark har brug for en minister og et ministerium for ungeområdet.

Et Ungeministerium, som på tværs af ministerier koordinerer og skaber fælles faglige- og politiske løsninger til gavn for unge og deres hverdag og fremtid. Uddannelse, sundhed, kultur og fællesskaber er blot fire af flere temaer, som fortjener et særligt fokus og indsats i forhold til ungeområdet. 

Ungeministeriet arbejder bl.a. for at

  • Flere unge får sig en gymnasial- eller erhvervsuddannelse.
  • Hurtigere og bedre hjælp til psykisk sårbare unge.
  • Bekæmpe ensomhed og social isolation blandt unge
  • Fokus på unge som kunst- og kulturforbrugere
  • Styrke foreningsliv og fællesskaber for unge.
  • Understøtte unges engagement i demokrati og civilsamfund.

Hvad går Ungeministeriet ud på?

Ungeområdet er i dag spredt over mange ministerier blandt andet ligger ansvar for erhvervs- og gymnasiale uddannelser i Børne- og Undervisningsministeriet og unges mentale sundhed i Sundhedsministeriet. Corona-krisen har været et forstørrelsesglas i forhold til, at mange unge føler sig pressede, utilstrækkelige og socialt isolerede. Vores generation af unge er tilmed blevet kaldt den ulykkeligste i nyere tid. Og vi ser ind i en fremtid, hvor der bliver færre unge og flere ældre. Hvor der vil være færre til at løfte flere og mere.

De unge er nøglen til, hvordan vi former og løfter fremtidens samfund, og vi har brug for at få alle med. At flere får en stemme. Det kræver nye løsninger. En af dem er at etablere et ungeministerium, som på tværs af ministerier koordinerer og skaber fælles faglige- og politiske løsninger til gavn for unge, deres hverdag og fremtid.  

Hvordan bliver Ungeministeriet en realitet?

Ungeministeriet kan blive en realitet, hvis statsministeren og regeringen beslutter sig for, at der skal etableres et ungeministerium. Så nemt er det! Men indtil da vil Ungeministeriet stille skarpt på, debattere og presse på for, at der etableres et Ungeministerium. Men det kan vi ikke gøre alene, vi har brug for al den støtte og opbakning, vi kan få.

Du kan hjælpe Ungeministeriet ved at følge os på Instagram, Facebook, LinkedIn og Twitter og dele vores budskaber om, at Danmark har brug for et ungeministerium. Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan hjælpe og blive involveret i kampagnen, så skriv til Ungeministeriet@gmail.com

Ung i Danmark

Unge har drømme, visioner og planer for fremtiden. De uddanner sig, passer fritidsjob og har venskaber på tværs af regioner, landegrænser, kultur og baggrund, og de er aktive i foreningslivets stærke fællesskaber. Unge i dag er samtidig på mange områder mere ansvarlige end tidligere generationer. Drikker mindre og ryger mindre. De er bedre uddannede, mere lovlydige og har senere seksuel debut. De sorterer affald, fravælger plastik, spiser mere vegetarisk og køber mindre tøj.

Vores generation af unge tager ansvar for sig selv og for samfundet generelt. Men der er også pres på unge. De er ofte på 24/7, og de ser ind i en fremtid, hvor der vil være færre til at løfte flere og mere. Det er de unge, som skal løfte fremtidens velfærdssamfund, og vi skal gøre mere politisk i forhold til unge hverdag og fremtid. Både for det enkelte menneske og for samfundet som helhed. Det kan vi gøre ved blandt andet at etablere et ministerium for ungeområdet.